Stor teateroplevelse

IMG_0702

I starten af maj skete det, Leif og jeg har ventet på i flere år: Pigen med den sorte kuffert blev opført på Vendsyssel Teater! Mange har siden spurgt, om det ikke var stort at opleve sin bog blive til et teaterstykke, og jo, det var det selvfølgelig. Men det var faktisk endnu større at mærke, hvordan forestillingen ramte både store og små. Nu ved jeg ikke, om tårer kan bruges som succeskriterie, men mange græd sig gennem forestillingen, og endnu flere brugte tid på at fortælle os, hvad forestillingen havde gjort ved dem. Vi har hørt så mange rørende historier – både om minder, som forestillingen har vækket, og om fine snakke, som forestillingen har sat gang i.

 

IMG_0646

Mange børn, som enten optrådte eller var tilskuere til forestillingen, havde arbejdet med undervisningsmaterialet til billedbogen Pigen med den sorte kuffert. Det kunne man bl.a. se på de ca. 200 mindeglas, der var udstillet i teaterets foyer. Hvert glas var fyldt af et barn med noget, der mindede barnet om en særlig sjov, trist, glædelig eller rørende hændelse. Der var alt fra fodboldmedaljer, til rejseminder og minder om syge eller afdøde kæledyr og familiemedlemmer. Det var også meget rørende.

LDTX8227

 

 

 

Vendsyssel Teater stod for manuskript og scenografi. Leif og jeg havde skrevet de fem sange, og Leif instruerede det 130 mand store børnekor. Derudover stod der otte musikere på scenen. Pigen Madeline blev spillet brilliant af skuespiller Bolette Bjerre, mens skuespiller Laura Kold fortolkede de tre tanter på skønneste vis. Børnene kom fra fem forskellige skoler i Frederikshavn og Hjørring Kommune. Forestillingen blev både opført som lukkede skoleforestillinger, og som åbne forestillinger.

IMG_0650

Musikken udkommer på diverse streamingtjenester i sensommeren 2018.

Next article

Hermans Have er udkommet